English version 

 Siden lavet af:

 Stillingens Baggrund.

 Stillingens forløb

 Stillingen
på Google Earth


 
Opførelsen

 Infanteristillingerne

 De lette og middeltunge
 batterier

 De tunge batterier

 De omliggende lejre

 Fæstningsfangerne

 Andre sønderjyske anlæg

 Andre batterier

 Zeppelin basen Tønder

 Dette kan du se i dag

 Mogens Scott-Hansen

 Bogen om Scott 2018

 Forside

 
 

































































































































































































 

 


Sikringsstilling Nord (Sicherungsstellung Nord) 1916-18

Krigs- og fæstningsfanger

 

   Der var to slags fanger beskæftiget i Sønderjylland under opførelsen af Sikringsstilling Nord. Krigsfanger, der helt i pagt med de inter-
 nationale konventioner ikke var beskæftiget med etablering af militære  installationer men med tilplantning, afvanding og lignende civile
 arbejder.
 Andre blev tilkommanderet de små samfund, til erstatning i landbruget for de sønderjyder der var indkaldt til tysk krigstjeneste.
 Der findes en udmærket beskrivelse af situationen i Almsted.

 
  Russiske krigsfanger i Almdal 1. verdenskrig
                      Russiske fanger og deres vagt i Almsted

 Så var der de tyske desertører, politiske og militære straffefanger (fæstningsfanger) der under umenneskelige vilkår byggede stillingen.
 Uden maskiner blev  alt udført med håndkraft og dødstallet blandt disse var meget højt. Enten på grund af sygdom eller på grund af  flugt-
 forsøg fra de uhyggelige forhold. Tidligt op, til fods til arbejdsstedet og en dag med hårdt arbejde på små rationer af tynd kålrabisuppe. 
 Herefter til fods til lejren sent om aftenen.
 Konstant under opsyn af vagter med opplantede bajonetter. Der findes en del beretninger om, at den mindste smule vægring medførte
 et bajonetstik og en begravelse under lidt kalk og et lag jord. Hvor disse stakkels fanger ligger begravet og i hvor stort tal fortaber sig i det
 uvisse.
 Ved en nordøstre del af kirkegården af Løgumkloster kirke ligger 39 fæstningsfanger fra lejren ved Øbjerg begravet. Disse blev, sammen
 med lejrlægen, ofre for tyfusepidemien der også hærgede krigsfangelejrene. Graven er i dag beklageligvis sløjfet.
 
 Meget tyder på, at krigsfangerne havde væsentligt bedre vilkår an de tyske militære fanger. Efterfølgende finder man også en del krigs-
 fangegrave, hvorimod der ikke er nogen over de tyske militær-fanger. Det er også muligt, at man betragtede fangerne under et, og blot
 sorterede dem til arbejde med enten militært eller civilt arbejde med land- og skovbrug.
 At der har været et højt dødstal blandt disse er hævet over enhver tvivl. De arbejdede umenneskeligt hårdt, og der har været epidemier
 blandt dem. Endelig er nogen formentlig også blevet dræbt under flugt. Om de bare er blevet kulet ned i ukendte fællesgrave svæver lidt
 i det uvisse.  Et eksempel på det hårde arbejde var transport af vand til støbning af batterierne. Der var op til 1 km. til nærmeste vand,
 og det skulle bæres til med spande og åg i jævnt tempo, således at der ikke under støbningen fremkom støbeskel.
 

  Sikringsstilling Nord, fæstningsfanger i Arrild
                  Arbejdshold af fæstningsfanger ved Arrild.

 Løgumkloster Krigsfangekirkegård

 Kirkegården blev i 1915 anlagt af de tyske myndigheder for krigsfanger, der under 1. verdenskrig 1914-18 under kummerlige forhold var
 indkvarteret i en lejr ved Løgumkloster.  På kirkegården ligger 71 franske, belgiske og russiske ofre for en plettyfusepidemi i 1915.
 Mindestenen på stedet med dansk, fransk og russisk indskrift er rejst af overlevende fanger.

  Krigsfangegravene i Løgumkloster 1916
    Krigsfangegravene i Løgumkloster
Monumentet ved krigsfangegravene i Løgumkloster
              Monumentet
Russisk krigsfangegrav Løgumkloster1916
 

 Fæstningsfangerne boede i fangelejre ved Genner , Skovby, Damgaard ved Rugbjerg, Abkær, Strandelhjørn, Galsted, Østergaard ved
 Gammelskov, Hyrup, Øster Terp, Toftlund, Arrild, Øbjerg,  Ullemølle, Skærbæk og Gaardkrog ved Vester Gasse, Løgumkloster og
 Døstrup.  
 Hver lejr blev ledet af en Leutnant, og lejren indeholdt 1 eller flere straffekompagnier med 250 mand i hver. Selve byggeriet blev ledet af
 en pionerbataljonsstab og seks pionerkompagnier. 

Enkelte krigsfanger der var udlånt til de små samfund som Almsted blev boende i Danmark efter krigen.

  Mindesten for den Tilbageblevne russiske krigsfange Dimitri i Almsted
        Dimitri´s mindesten i Almsted
Grav for tilbagebleven lithauisk krigsfange 1965
  Gravsten fra 1965 i
       Løgumkloster

Se beretningen om krigsfangerne i Almsted her.


 En dansk fæstningsfanges beretning:

 Herunder stikordvis uddrag af Peter H. Nielsen beskrivelse af sin tid som fæstningsfange i Sikringsstilling Nord og baggrunden for den.
 Litteratur: Peter H. Nielsen "Soldat, Fange og Flygtning" 1930.
 Der findes ufatteligt lidt information om de fæstningsfanger der var sat til at arbejde i sikringsstillingen. Dog findes der en beretning fra
 en sønderjyde, Peter H. Nielsen, (PHN) der var indkaldt til tysk krigstjeneste. Han kom efter en mislykket desertering Via militærfængslet
 i Spandau på tvangsarbejde som fæstningsfange (Festungsgefangene) på Sikringsstilling Nord ved Arrild, og kan dermed give et lille
 indblik i fangernes vilkår i sikrings-stillingen samt sønderjydernes tjeneste i den tyske hær under 1. verdenskrig.

 At han overhovedet kommer til Sønderjylland er enestående. De indkaldte Sønderjyder blev sendt til fjerne krigsskuepladser som Øst-
 og Vestfronten og sågar også Afrika, i det man betragtede dem som ”Fahnenfluchtsverdächtige” (potentielle desertører) der, hvis de var
 for tæt på den danske grænse, ville benytte først givne lejlighed til at desertere.Under normale vilkår, ville en sønderjysk fæstningsfange
 der var dømt for desertering, ikke være kommet bare antydningsvis i nærheden af den danske grænse igen. Men ved skæbnens tilskik-
 kelse, var den mand der besatte de nye arbejdshold i fængslet i Spandau gammel regimentskammerat af Peter H. Nielsen, og han satte
 af gammelt venskab Nielsen på et hold der skulle arbejde på Sikrings-stilling Nord.
 I bogen, Soldat, fange og flygtning, beskriver Nielsen sine oplevelser på Østfronten, og ikke mindst sin tid som fæstningsfange. En
 ganske sporadisk, beretning uden selvmedlidenhed eller vidtløftigheder, men den giver ikke desto mindre et godt billede af fæst-
 ningsfangernes vilkår, specielt når man læser lidt mellem linierne.
 I løbet af bogen kommer PHN med nogle interessante generelle iagttagelser.
 Under sin sidste flugt mod Danmark reflekterer han over, at desertører i fredstid blev skudt, medens han for sin flugt i krigstid formentlig
 ville få et par år ekstra som straffefange. Heraf kan muligt udledes, at desertører i krigstid var for værdifulde som arbejdskraft til bare at
 henrette, medens de i fredstid alene skulle statuere eksemplet. En ret interessant betragtning.
 Under transporten fra straffelejren i Sønderjylland til fronten i Frankrig forholder han sig til, at han ikke vil skydes som straffefange bag
 fronten. Dette uddybes ikke nærmere, men kan enten tolkes i retning af noget følelsesmæssigt omkring det af dø som fange eller at der
 rent faktisk var foregået sporadisk nedskydning af fæstnings-fangerne når man trak sig tilbage.


 Forhistorien:

 Peter H. Nielsen indkaldes til den Kejserlige Tyske hær i juni 1915 og møder i Flensborg, derefter Husum. Efter rekrutuddannelsen
 transport med tog til:
 Altona, Gumbinnen, herefter fodmarch til Vilna og Kovno på østfronten.
 Herfra til Somain i Frankrig.
 Krigsskuepladser: Vilna – Labasse – Lenz – Arras – Loretto høj – Fimy.
 Desertering og tilfangetagelse juli 1917.
 Efter den mislykkede desertering kommer PHN via Junker Holveg kasernen i Flensborg, retten i Swerin - og en dom på et års fæstning -
 til Spandau-fængslet i Berlin.
 
 Spandau:
 Her iføres alle fanger almindelig uniform uden destinktioner eller højhedstegn. Fangere fratoges alle værdigenstande og tonen var hård.
 En Underkorporal i celleafdelingen inddrog alle breve og postkort, hvilket PHN protesterede over. Dette straffes med tre løbeture frem
 og tilbage i den lange gang. PHN indsættes i lille celle som 5. mand. En klage besvares med ”De er her militærfange og har at rette
 Dem derefter”.
 Senere anbringes PHN med andre i den gamle fængselskirke der af pladsmangel bruges som sovesal for 40-50 mand. Der er daglige
 slagsmål. ”...fangerne var det værste skrabsammen af forbrydere der pralede med deres bedrifter”. Maden tarvelig og knap. ”tænke sig
 at skulle sulte sådan et helt år”. Den bestod af kastaniesuppe med en lille smule brød.
 ”Havde jeg kunne vælge mellem fængsel og skyttegrav, havde jeg uden betænkning taget skyttegraven med friheden, faren og
 rædslerne frem for denne hule af ondskab og had.”
 PHN fik pakker hjemmefra gennem en regimentsven på kontoret og lidt bestikkelse. Straffen for at bringe disse ind havde for vennen
 betydet Fæstningsstraf.
 Efter nogen tid begynder PHN at arbejde i en stor fabrik der reparerer kanoner og støber schrapnel-kugler. Han flyttes herefter til fore-
 faldende arbejde et andet sted kaldet et Fabrikationsbüro, hvilket var en tegnestue for militært udstyr. PHN beskriver allerede i Spandau
 sig selv som en ”forpint og plaget fange”
 Hans ven på fængselskontoret sørger for at PHN sendes til Arrild, idet han ved PHN er fra egnen. Dette sker ved at ombytte to navne i
 listerne. Her løb vennen en alvorlig risiko for selv at ende i en strafarbejdskompagni.
 Arrild og Sikringsstilling Nord:
 PHN ankommer med togtransport til Skærbæk næste aften og på stationen får PHN smuglet et kort til sin kone ud til en banearbej-
 der. Den videre tur til Arrild foregår til fods fra Skærbæk gennem den lille by  Gasse. Han bliver skældt voldsomt ud af vagten da
 han vinker til en bekendt på vejen.
 Fangelejren er 3 bygninger. 2 barakker for fanger og en for vagterne. Der er een port og et tæt og højt pigtrådshegn. Der var vag-
 ter placeret tæt omkring hele lejren. I den ene barak fandtes 1. militærfangekompagni, og i den anden 30. kompagni.
 Hver barak var inddelt i tre dele med 30 mand i hver. Senge bestod af træleje med en halmsæk og et ”dækken”. De var for lidt
 plads, så sengene var  anbragt i to lag. Som toilet to baljer i et hjørne. En Barakældste skal sørge for orden på stuen og på gangen
 var to bevæbnede vagter. Barak-ældsten havde ret til at bruge magt - og benyttede den. "Vagterne lo ad et blåt øje og kaldte det
 selvopdragelsesmetoden."
 Kompagnierne arbejdede i Linnet Skov og støbte dækningsrum. Hver morgen og aften marcherede man den lange vej fra Arrild.
 Der blev udover Linnet lavet dækningsrum ved Hamborghof samt andre steder i omegnen. Materialet kom til Arrild med en lille bane
 fra Døstrup. Gennem Linnet Skov gik en lille tipvognsbane så materialerne kunne skubbes derud. Maden bragtes ud til fangerne i
 Linnet Skov. ”Vand med et par gryn. Aldrig kød, det blev stjålet af vagterne". ”Vi blev kun betragtet som dyr og behandlet derefter”
 Fanger der om morgenen havde meldt sig syge, kom altid ud med madvognen - raskmeldte.
 Under turen frem og tilbage blev cigar og cigaretstumper samlet op på vejen. Om aftenen blev de rullet i avispapir hvor 5-6 mand
 delte en. De var ofte slagsmål over et skod. Vagten skred ikke ind.
 "Det var en hård vinter med sne op til taget, men der var brænde nok."
 Sommetider var straffeeksercits i gården. Fangerne blev jaget frem og tilbage i gården uden hvil eller mulighed for at træde af i
 timevis. ”Det var skammeligt at se ældre folk, familiefædre, blive behandlet på en sådan rå og hensynsløs måde. En fra PHN stue
 bliver fundet i levnesmiddeldepotet en nat. ”Det var dumt gjort – han fik det bare meget værre”. En aften forsøgte en fange at flygte.
 Han blev fanget og pryglet så han skreg helt frygteligt.
 "Ingen af disse barbarer (vagterne) havde været ved fronten. Det havde næsten alle fangerne.
 Julen 1917 får fangerne "god mad", men fedtet slår de uvante maver i stykker. Baljerne på stuen er beregnet til urin, og vagterne
 irriteres over at skulle føre folk til latrinen. Derefter forgår det i hold, trængende eller ej."Trist julenat der aldrig glemmes."
 Under en march forsøger PHN at kontakte faderen står ved vejen og venter. Faderen jages bort og kan ikke tysk nok til at tale med
 vagterne, hvorpå PHN forsøger at tale sin sag. Han trues med at få en geværkolbe i hovedet hvis han taler. Det lykkes efterfølgende
 faderen at opnå et kort besøg med PHN på kommandantens kontor. Kommandanten krævede der blev talt tysk.
 Efterfølgende spørger kommandanten ind til hvor GHN kommer fra og hvorfor han var der. Kommandanten undrer sig over at PHN er
 landet så tæt på grænsen og han advares mod flugtforsøg. Herefter tilkommanderes PHN tjeneste som oppasser for en stabssergent
 der var tidligere fængselsbetjent. Denne tjeneste bød på mange behageligheder - både rigelig mad tobak og et lidt friere og behage-
 ligere liv.
 På vej til og fra arbejde mødte PHN bl.a "Bibelstine", en kendt og velgørende kone på egnen. Hun slap gentagne gange afsted
 med at give fangerne kogte kartofler i sit hus. (så under helt skarp bevogtning har i hvert fald PHN ikke været eller også har
 vogterne også sat pris på Stines godgørenhed og risikeret noget)
 PHN blev næste forår sendt på landarbejde på gården "Sandet". Her sørgede gårdejeren for at der blev arrangeret besøg af
 familien. Dog måtte vogtere, en underofficer, tages i ed, idet det var vagtforseelse der også kunne udløse fæstningsstraf for ham.
 "Det er vogterne strengt forbudt at tale til os, vi var forstødt af samfundet."
 Efter besøget: "Tilbage i lejren med hårde kommando-ord og gården frem og tilbage en 3-4-gange."
 "Menneskedyr, med udtærede ansigter og tomme maver."
 "Alt var kun had og ondskab i denne elendige barak. I stedet for at trøste hinanden og mildne de trange kår gaves der kun knubs
 og stød."
 På "Sandet" arbejdede PHN bl.a. sammen med en russisk krigsfange. Ejeren på "Sandet" gav på et tidspunkt en kalv til fangerne,>
 men de fik intet idet vagterne spiste den selv.
 Da arbejdet på "Sandet" var slut, blev PHN igen tilkommanderet arbejdet ved Linnet Skov. Ved Linnet Kro blev lavet et stort dæknings-
 rum der tog meget jern og mange sække cement. Lidt længere inde i skoven blev lavet 3 dækningsrum.
 "Den usle barak, den elendige føde, den rå behandling, sulte, pines og plages. Jeg ser på denne sørgelige hob, springende efter hvert
 snavset cigar- eller skråtobaksstump. Sørgeligt at nogen skal pines således at han bliver et uappetitligt menneskedyr."
 Efter kort tid overflyttes PHN til fronten i Frankrig, hvorfra det lykkes ham at flygte hjem og over grænsen til Danmark. PHN onkel, der
 prøvede at hjælpe ham over grænsen ved deserteringen et år inden, forvandt aldrig det halve års fængsel han blev
 idømt. Han døde relativt kort efter løsladelsen.